Nyhedsbrev Marts

  • Sund mund måned – kampagne2
  • Månedens case
  • Pels lus hos heste
  • Bertha’s første 5 uger (Annettes hvalp)
  • Titer test

 

 


Sund mund måned – kampagne

Hele Marts måned har vi fokus på tænder og tandbehandling. Derfor har vi i Marts gratis tandtjek samt 30 % i rabat på ultralydstandrens hvis der er et behov for det.

Sunde tænder er vigtige for et godt velbefindende, og dårlige tænder og tandkød kan være smertefuldt samt øge risikoen for infektioner.

Vi anbefaler at man børster tænder på sin hund/kat, gerne dagligt, med en blød tandbørste. Man skal ikke bruge tandpasta beregnet til mennesker, men man kan bruge en tandpasta som er beregnet til hunde eller katte. Det er nemmest at vænne sin hund/kat til at blive undersøgt i munden samt få børstet tænder, allerede mens dyret er helt lille.

Desuden er det en god idé, at få tjekket hundens/kattens tænder minimum en gang årligt – ofte vil vi gøre det i forbindelse med sundhedstjek og vaccination.

 


Månedens case

Øremider

For nogle uger siden havde vi besøg af en flok søde (men ikke særlig kælne!) vildkatte. Kattene kom, da de skulle neutraliseres i forbindelse med vores neutralisations kampagne. Når vi får vildkatte ind til operation og lign., er vi ofte nødt til at bedøve dem før vi overhovedet kan undersøge dem. Og når de så er bedøvet, kigger vi dem igennem – når de nu alligevel er her, og er håndterbare 😊

Hos flere af disse unge katte, så vi noget kaffegrums lignende skidt i ørerne. Desuden havde de kradsemærker omkring ørerne, hvilket tyder på at noget i ørerne kløede.

Ved at se ned i ørerne med otoskopet, var det tydeligt at kattene havde øremider. Det kriblede og krablede, og de små mider flygtede for at slippe væk fra lyset fra otoskopet.

Herefter rensede vi øregangen og behandlede de katte der var smittet. Vi valgte et præparat man kun skal behandle med én gang, for ikke at skulle indfange og udsætte kattene for yderligere stress.

Videoen viser øremiderne, som de ser ud i mikroskopet. Vi fangede dem ved at putte en vatpind i øret på katten, og derefter tørre indholdet ud på en glasplade.

Se linket nedenunder hvordan øremider ser ud 🙂

Øremider hos kat

 


Pelslus hos heste

I tider med stærk frost får vores heste dem mest fantastiske ståpels.

Når pelsen rejser sig skabes der et yderligere isolerende luftlag der hjælper til at holde varmen. Nogle heste har en pels der stritter i alle retninger og ser mølædt ud. Der er mange som fejlagtigt tror at hestene i deres leg har bidt pelsen af hinanden, men skurken er pelslusen. Hestenes pelslus lever af sår og hudskæl, og det er meget svært at tage livet af de små bæster.

De er utrolig svære at få øje på da de er ganske inaktive og der er stadig ingen godkendte midler til behandling af dem.

So what to do???

Hvis din hest er undtaget af konsum findes der forskellige muligheder, ingen er dog totalt overbevisende. Det bedste resultat får man ved at forebygge et udbrud. Så hvis man sætter ind med behandling i August/September får man med sikkerhed kuperet et eventuelt angreb.

Snak med en af vores dyrlæger om de forskellige muligheder så vi kan hjælpe din hest bedst muligt.

 


Bertha’s første 5 uger

Så er Theia’s hvalp Bertha blevet 5 uger gammel. Det er helt utroligt som tiden går, og hun vokser dag for dag.

Siden sidst hvor hun var 14 dage gammel er der sket rigtig meget med lille Bertha. Bertha startede med vådfoder da hun blev 3 uger og hun syntes det var utrolig lækkert, jeg serverede også gedemælk ( fåes i Irma)  da det er meget tæt på hunde-modermælk.

Det var også der hun fik sin første ormekur. Til at starte med var det kun en teske fuld vådfoder 2 gange daglig, men madglade Bertha syntes hurtigt, at der skulle lidt mere til, så jeg supplerede også med opblødt tørfoder og kort tid efter var det reelt tørfoder, hun spiser selvfølgelig samtidig også fra Theia’s mælkebar.

Vægten som 3 uger er oppe på 2010 gram :-), ja I læste rigtigt ;-). Bertha er jo enebarn så hun må nøjes med at lege med sin mor, og det begyndte de med da hun var 3 1/2 uge gammel. Bertha får lov til at bruge hele huset så hun lærer husets lyde og dufte at kende. Da hun blev 4 uger, begyndte jeg at have Bertha med på nogle småture. Hun har været på tur i vores lokale park og hun har været ude på flere køreture så hun kan vænne sig til bilen. I onsdags var vi på hvalpebesøg i Roskilde :-).

Jeg har fundet en Australien Shepherd ( samme race som Bertha og Theia ), der har fået 9 hvalpe 3 dage senere end Theia fik Bertha. Bertha var bestemt ikke bange af sig, hun prøvede straks at få dem til at lege. Jeg træner meget toiletbesøg i haven, så når Bertha har sovet, leget og spist kommer hun ud for at tisse, og det går rigtigt fint. Vi er også så småt begyndt med lidt sit og dæk-øvelser og det ser ud til at hun syntes det er ret sjovt, måske fordi det giver lidt godbidder 😉 Vægten er nu sneget sig op på 3,4 kg :-0)

Læs om de sidste 3 uger inden hun skal ud til hendes nye familie i næste måneds nyhedsbrev….

 


Titer test

Her i klinikken tilbyder vi titertest som alternativ til vaccination. Titertest er en metode, der kan måle om hunden eller katten har dannet nok antistoffer imod de tidligere vacciner dyret har fået. Eksempelvis vaccinerer vi hunde mod parvovirus, hundesyge og smitsom leverbetændelse hvert 3. år.

Når hunden så kommer ind i klinikken til vaccination, kan vi i stedet tage en blodprøve og måle på mængden af antistoffer i blodet. Hvis hunden har nok antistoffer mod disse sygdomme, behøver vi altså ikke at give en ny vaccine denne gang, men kan vente yderligere 3 år indtil næste test eller vaccination.

De fleste hunde og katte, som har fulgt vaccinationsprogrammet, vil være dækket ind og have et positivt antistof-svar. Men et fåtal har ikke dannet et optimalt antistof-svar, og her vil det så være nødvendigt at give en vaccine. Hvis hunden/katten har brug for en vaccine efter vi har lavet en titertest, takserer vi kun for vaccinen. Hos hunde er det kun muligt at lave titertest for de ovennævnte sygdomme, hos katte er det kun muligt at teste for kattesyge, felin herpesvirus og felin calicivirus.

Så når dyret kommer til årligt sundhedsundersøgelse, vurderer vi individuelt, om de bør vaccineres med nogle af de andre etårige vacciner