Nyhedsbrev December

Dogs-Playing-Snow
  • Behandlingsmuligheder i klinikken
  • Månedens case
  • Bliv klar til saltede veje
  • Vagt
  • Jul og nytår er lige om hjørnet

 

 


Behandlingsmuligheder i klinikken

Her i klinikken har vi mulighed for at hjælpe din bedste ven på mange forskellige måder.

Vi har 2 dyrlæger der er specialiserede i heste og primært laver udkørende opgaver. De tilser overvejende heste men møder  indimellem også grise,køer og får.

Der er mulighed for både at tage digitalt røntgen og scanne på stedet, hvilket kan hjælpe med at stille en diagnose med det samme. Desuden kan vi indsætte heste til videre udredning på Bukkarvej i Helsinge.

På klinikken er der altid en smådyrs-dyrlæge til rådighed.

Udover en normal konsultation har vi mulighed for at tage digitalt røntgen, ultralydscanne, tandrens med ultralyd, standard- operationer, samt udføre osteopati, homøopati og akupunktur.

Vi har desuden et mindre  laboratorium.


Månedens case

I vagten kan vi blive kaldt ud til lidt af hvert.
Leonora blev kaldt ud til en hest der havde været en tur i hegnet, en lørdag aften i november. Der var kraftig blødning fra såret, som kan gøre enhver ejer nervøs.
Ved ankomsten blev hesten bedøvet, så såret kunne vurderes og få stoppet blødningen. Der var ikke kun tale om et lille snit i huden. Melina havde formået at hive 3 hegns pæle op i sin kamp for at få sit ben fri.
Dette havde resulteret i en stor flænge, der havde blottet knoglen på det ene bagben.
Leonora måtte sy såret i flere lag og ilægge et dræn for at lukke hulrummene.
Melina er idag i bedring, dog noget træt af at stå i boksen.
Hun burde snart kunne komme med sine ejer til Spanien for at nyde sit otium.

Pas på poterne

Nu er vi nået til den tid på året hvor sneen kommer og dermed også salt på vejene og det er hårdt for de små poter.

Dette kan afhjælpes med potevoks, som vi forhandler her på klinikken.

Hvis du smører potevoks på inden din gåtur så er de godt beskyttet og hvis du går steder hvor der er meget salt er det en god ide at vaske poterne i et fad med lunkent vand når i kommer hjem.


Vagt

Der hersker almindelig forvirring omkring hvad en vagtordningen egentligt indebærer, så det vil jeg forsøge at forklare.

logo_552

Som dyreejer kommer man indimellem i den situation, at man har et sygt dyr udenfor dyrlægens åbningstid og her starter forvirringen:
Ring til din egen dyrlæge, idet de fleste dyrlæger – som de bør – er tilsluttet en vagtordning!
Drejer det sig om stordyr (hest og kvæg), vil vagtdyrlægen komme til stedet for at behandle hesten. For at kunne benytte vagtordningen skal man være fast kunde hos en af kredsens dyrlæger og en dokumentation for dette kan være fremvisning af sidste vaccination i hestepasset.
Drejer det sig om smådyr vil man blive bedt om at komme til klinikken med sin hund/kat , som man plejer.
Det gælder også for smådyrene (hund og kat) at man skal være kunde hos en af kredsens dyrlæger.
Der er en udbredt opfattelse af ,at en vagtdyrlæge er til for alle, men det er ikke korrekt.
Det er en service vi tilbyder vore kunder.
Endvidere kan man ikke forvente hjemmebesøg , idet dette på mange måder vil være uhensigtsmæssigt, da vi ikke har de samme undersøgelsesmuligheder, som vi har på klinikken.

Vi er medlem af en vagtordning, hvor I i ca 1/3 af vagterne vil møde en af os.


Jul og nytår er lige om hjørnet

Selvom vi mennesker ser både jul og nytår som en hyggelig tid på året, har vores dyr det ikke altid på samme måde. Julen er ofte, for os mennesker, en tid med dejlig mad, chokolade og kager. Ofte vil vi gerne glæde vores firbenede venner med lidt godt fra julebordet, men det er vigtigt at huske på at ikke alle hunde/katte tåler den fede julemad. Desuden er bl.a. chokolade, vindruer, nogle nødder, løg mm giftige for vores kæledyr. Vil du være på den sikre side, så giv din hund/kat godbidder som er beregnet til dyr 😊

Nytåret er en stressende tid for mange af vores dyr. Fyrværkeri er skræmmende for både heste, hunde og katte, men vi kan heldigvis gøre noget som ejere for at hjælpe vores dyr. Selve nytårsaften kan man trække gardinerne for, og tænde radio/tv samt lys for at skjule lys og lyd udefra. Desuden bør dyret stimuleres mentalt og luftes grundigt om dagen, og ikke komme udenfor når der affyres fyrværkeri. Hunde bør altid luftes i snor omkring nytår, det sker desværre ofte at hunde der ellers normalt kommer ved indkald, bliver skræmt af fyrværkeri og løber væk.

Men allerede nu, er det en god idé at vænne vores dyr til, at lyden fra fyrværkeri ikke er farlig og kan forbindes med noget godt. Det kan man gøre ved at finde en video på nettet eller købe en cd med nytårslyde, og så spille den for dyret mens man giver masser af godbidder. Først skal man afspille lyden ved lav lydstyrke, men efterhånden som dyret bliver mere rolig kan man skrue gradvist op for lyden. Denne træning kan med fordel kombineres med fodertilskud som virker beroligende.

Ring til os hvis du er i tvivl om hvordan du bedst hjælper dit dyr gennem nytåret. Nogle dyr bliver så bange at medicinsk behandling kan være nødvendigt, så vil vi ofte skulle se dyret i klinikken og få en god snak inden vi opstarter behandling.