Kværke

Der er opstået bekymringer hos hestefolket, fordi der er enkelte udbrud af kværke.

Sygdommen kværke skyldes bakterien streptococcus equi, subsp. equi.

I modsætning til virus, hvor smittespredningen sker gennem luften, således at virus kan spredes over mange hundrede km, spredes bakterier kun ved direkte kontakt, typisk imellem heste eller overført via mennesker.

Det betyder, at det er nemt at beskytte sin besætning mod kværke. Det handler bare om sund fornuft. Dvs. man besøger ikke en kværkeramt besætning og hvis man gør, så skifter man tøj inden man går i egen stald. Man rider heller ikke sammen med heste fra kværkeramte besætninger.

Som dyrlæger tager vi samme forholdsregler og har aldrig oplevet, at bringe smitten med ud til andres eller egne heste, på trods af en tæt kontakt med smitten, når vi behandler kværkeramte besætninger.

Der har gennem årene været diskussion om, hvorvidt man skal behandle kværkesyge heste. Her i praksis behandler vi altid heste hvis der er mistanke om kværke. Streptococcen er følsom overfor benzylpencillin procain, så det er “drug of choice”. Er hesten taget ud af konsum, må man selv efterbehandle og kan således holde udgifterne nede.

En hest med kværke er syg, den har typisk høj feber, tit over 40 grader c. Den er nedstemt, der er tykt gult næseflåd og der kan have hævede lymfekirtler, typisk i gulken. Ved en sen iværksat behandling øges risikoen for at der udvikles bylder, op til håndbold store, overalt i kroppen, dog typisk i gulk eller ganache.

Her i praksis har vi kun set en hest dø ifm. kværke. I dette tilfælde havde ejeren valgt at undlade behandling.

Har man hest i en kværkeramt besætning er det klogt, at tage dens temperatur dagligt. Første symptom er nemlig høj feber og således kan man starte behandlingen tidligt og dermed mindske sygdomsudviklingen.

 

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.